Den bittersøde smag af halvgjort gerning, må fra tid til anden brede sig i systemet hos mange af jer kommunikationsansvarlige. Efter bedste evne fik I sendt en velmenende medarbejder ud, enten med telefonen eller, endnu bedre… Gjort en entusiastisk kamerabærende fotointeresseret, stolt og glad. Som sådan fik I de billeder I havde forventet, og projektet blev jo dokumenteret, men I blev ikke synderlig opløftet eller glædelig overrasket. Alt er sådan set ok.
Men tænk lige tilbage på de billeder som vi, i slutningen af forrige århundrede, så i fjernsynet fra Østblokken. Disse triste, nødtørftigt udstyrede butikker med dagligvarer, uden reklamefarver og spræl. Monopolet efterlod “deres” verden helt blottet for lyst eller overskud til at gøre lidt ekstra ud af noget så uvæsentligt som æstetikken. Og for os var det jo som at kigge ind i et grå/grønt mareridtsscenarie.
Dengang, som nu, har vi i Danmark, gudskelov, fuld frihed til at kommunikere som vi lyster (dog, ofte indenfor rammerne af brandmanualet). Alle kan uden synderlige fagkundskaber tage billeder. Og næsten alle gør det!
Det er dejligt at se, hvordan man, med stor appetit, kaster sig over den nemme adgang til filtre og “billedbehandling” i div. telefoner. Vi omgiver os derfor nu med skæve vinkler og farvestrålende selfies. Det er forunderligt som spændende, heldige skud vælter frem, både på de sociale medier og i tv. Den store forskel på menigmands brug af fotos, og virksomheders behov for kommunikation, er dog, at ramme balancen imellem letkøbt glimmer og seriøs profilering. Derfor havner mange, alt for ofte, i “den sikre” grøft.
Helt uden surhed, men med faglig nøgternhed vil jeg påstå, at med et sikkert øje bag kameraet er det jo i høj grad muligt at formidle både spændende, æstetisk og dokumenterende. Alle motiver kan indfanges på mange forskellige måder. Desuden er det vel en fordel, at billederne kan bruges i højere opløsning på et senere tidspunkt.